Podieplaceringer, buler, høj sol og silende regnvejr kan bedst beskrive dette års deltagelse ved Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP)
Team Historic Racing havde fuldt hus i vores hospitality telt, som dannede rammen om weekendens løb i Fælledparken. Og det var en stor succes for teamet! Flere VIP-gæster og sponsorer udtrykte under weekenden, men også især efterfølgende, at det havde været en stor oplevelse, upåagtet at vejret søndag viste sig fra den dårlige side med næsten konstant regn.
Over 30 hjælpere og mekanikere assisterede weekenden over, for at skabe de bedste rammer for en god oplevelse for de hen ved 150 gæster der kom i løbet af weekenden, og de fire racerbiler der kørte.
Aktiv og synlig deltagelse
Der har været rigtig mange besøgende på vores website, før, under og efter weekenden, og det skyldes ikke mindst teamets meget aktive deltagelse i dette års CHGP. Fredag kørte Lars Andersen og Mads Jensen med politi escorte ind til Rådhuspladsen, i forbindelse med CHGP pressemøde, foruden deltagelse i tidstagning og løb lørdag og søndag, samt Race for Riget.
Race for Riget
“Det har været en rigtig sjov oplevelse, samtidig med at vi har bidraget til indsamling af næsten kr. 100.000 til et godt formål” udtaler Mads Jensen om deltagelsen i Race for Riget. Et initiativ hvor besøgende kunne betale sig til 2 omgange som passager, og hvor beløbet gik til Rigshospitalets kræftafdeling for børn og unge. Den tunge højre fod blev der ikke sparet på, og ud fra passagerernes ansigtsudtryk og kommentarer efterfølgende, var det en succes.
Det var vådt - og ikke uden uheld
De 4 deltagende biler fra Team Historic Racing gjorde en rigtig god figur hele weekenden. Men ingen slap for skrammer eller buler, på hverken tør eller våd kørebane. Med næsten konstant regn søndag, var det en udfordring at balancere imellem sikker kørsel og gode tider, og det resulterede i at flere i klassen valgte ikke at stille op. “Det krævede fuld koncentration hele banen rundt, at få hele bilen med” udtaler Mads Jensen, som fik god træning i meget vådt kørsel. Under lørdagens løb fik Mads besøg på venstre bagskærm, og umiddelbart så det ud til, at det kun var kosmetisk skade der var sket. Men svingarmen, som holder hjulet på plads, skulle skiftes, og det resulterede i at hele motoren skulle ud.
En pokal i skabet
Som punktum for Team Historic Racing deltagelse i Copenhagen Historic Grand Prix, kørte Lars Andersen et utrolig flot løb søndag. Med sans for balance mellem kobling og speeder, satte Lars alle på plads, og tog dermed den samlet sejer i klassen. Sigende skriver Klaus Laybourn på RaceMag.dk, at Andersen “viste hvem der tør køre hurtigst i regnvejr”.
Se billeder og onboard video fra Copenhagen Historic Grand Prix 2010.
Fotogalleri l Videogalleri.
Tags: 71-klassen, 76-klassen, Copenhagen Historic Grand Prix



