Om historisk motorsport
Historisk motorsport er løbskonkurrencer i biler op til og med 1981. Bilerne kører i forskellige klasser efter alder og motorstørrelse. Historisk motorsport på bane er opdelt i perioder efter årgange og der arrangeres baneløb i følgende klasser:
Klasser
| 65-klassen | Standardvogne og GT-vogne produceret fra 1947 til og med 1965 (f.eks. Ford Lotus Cortina, MGB og Mini Cooper). |
| 71-klassen | Standardvogne og GT-vogne produceret fra 1966 til og med 1971 (f.eks., Ford Escort, BMW 2002 og Fiat Abarth). |
| 76- klassen | Standardvogne og GT-vogne produceret fra 1972 til og med 1976 (feks.. Porsche 911, Alfa Romeo og Opel Kadett). |
| Formel klassen | Historiske formelbiler (f.eks. Reynard, Van Diemen og Lotus). |
| Førkrigsbiler | Historiske biler fra før 1948 (f.eks. Citroën BL11 og MG). |
| Youngtimer | Historiske biler som er mindst 15 år gamle (f. eks. Alfa Romeo, GTV, Porsche 944, BMW 320). |
Reglement
Historisk motorløb afvikles i Danmark efter den internationale motorsportsorganisation FIA’s Appendix K hvoraf det fremgår, at historiske biler kan anvendes til konkurrencer under et regelsæt, der bibeholder specifikationerne for deres periode og forhindrer ændringer i ydelse og egenskaber, som kunne fremkomme med anvendelse af moderne teknologi. Hver klasse har således sit eget reglement, som beskriver hvilke tekniske ændringer, der er tilladt. I de historiske klasser er udgangspunktet, at ingen ændringer ud over dem, som er beskrevet i bilens homologeringsattest, er tilladte. Det vil sige, at kun tuningsdele der fandtes og var godkendte i bilens oprindelige periode er tilladte. Dette er et vigtigt grundlag for historisk motorsport.
Krav til udstyr
Visse ting er påkrævede på alle biler, såsom sikkerhedsudstyr. Alle biler skal bl.a. være udstyrede med styrtbøjle, skumslukker, H-sele og hovedstrømsafbryder. Desuden skal de være forsynet med en transponder, som er en elektrisk signalgiver, som registreres af banernes tidtagningsanlæg.
For at få en bil godkendt til historisk motorsport skal man have en såkaldt homologeringsattest, som er et FIA dokument, der beskriver en bils konstruktion i detaljer, herunder hvilket ekstraudstyr som er godkendt til bilen. Alle biler skal desuden have udfærdiget en vognbog som udover at beskrive bilens konstruktion og det udstyr, der er tilføjet samtidig dokumenterer bilens serienummer og dens ejer.
Kravet for at deltage som kører i historisk motorsport er et medlemsskab i en af DASU godkendt motorsportsklub og i tillæg at man har erhvervet sig en kører licens. Licensen skal sikre, at alle kørere kender både det praktiske og de regler der gør sig gældende under løb, herunder kendskab til de forskellige flag. Desuden skal kørerne være iført komplet og FIA-godkendt kørerudrustning bestående af køredragt, brandsikkert undertøj, balaclava, strømper, handsker, støvler og hjelm.
Baner
I Danmark køres på Jyllands-Ringen, Ring Djursland samt Padborg Park, alle i Jylland. I København køres én gang om året i på en specielt indrettet bane i Fælledparken, og fra 2010 køres der også løb i Århus. Nærmeste ægte racerbaner øst for storebælt er Ring Knutstorp samt Sturup Raceway, begge beliggende i Skåne.




Standardvogne og GT-vogne produceret fra 1947 til og med 1965 (f.eks. Ford Lotus Cortina, MGB og Mini Cooper).
Standardvogne og GT-vogne produceret fra 1966 til og med 1971 (f.eks., Ford Escort, BMW 2002 og Fiat Abarth).
Standardvogne og GT-vogne produceret fra 1972 til og med 1976 (feks.. Porsche 911, Alfa Romeo og Opel Kadett).
Historiske formelbiler (f.eks. Reynard, Van Diemen og Lotus).
Historiske biler fra før 1948 (f.eks. Citroën BL11 og MG).
Historiske biler som er mindst 15 år gamle (f. eks. Alfa Romeo, GTV, Porsche 944, BMW 320).